Hvad er nu lige en APP

Klik på dette link får at åbne præsentation omkring anvendelse af Apps på Ipad, Tablet eller smart phone

Hvad er nu lige en APP

Landet mellem Floderne

Landet mellem Floderne
Brudstykker til Gudenålandets Kulturhistorie
Februar 2015
Lars Stegsted Rasmussen, Stevnstrup
Historiker og sociolog, cand. mag.
Landet mellem Floderne
Brudstykker til Gudenålandets Kulturhistorie Indhold
• Landet mellem Floderne med kortskitse over ”Landet mellem Floderne 

 

• Midtjylland ændrer udseende i takt med den faldende vandstand
• Vikingetidens Gudenåland midt på vandvejen mellem Øster- og Vesterled med
kortskitse over Jernalder-Vikingetidens midtjyske fjordlandskab
• Middelalderens voldsteder, herreborge og Chr. III's kanal
• Pramfarten, jernbanerne, brobyerne og det midtjyske industrieventyr
• Eksempel på lokal kulturturhistorie på tværs af tidsperioder
• Henvisning til eksempler på litteratur om området
• Ideer til brede kulturprojekter
Skønt tilflytter er jeg gennem årerne blevet mere og mere betaget af ”mit” Midtjylland. Jeg mener, at
”mit” - Landet mellem Floderne - rummer en kultur og natur, der er anderledes end i andre egne af
Danmark og Gudenålandet.
Det følgende er et lille første forsøg på, for mig selv, at afklare, hvori områdets særegenhed består. Det vil glæde mig, hvis andre kan bruge disse mine første skitser til en egnsbeskrivelse – (forhåbentligt)
også når jeg modtager berettiget kritik.


Landet mellem Floderne
Brudstykker til Gudenålandets Kulturhistorie
Landet mellem Floderne
Fra Tange drejer Gudenå mod vest og sådan fortsætter den stort set til Randers, hvor den løber ud i Randers Fjord. Dette område – Gudenålandets midterste del - fra Tange og Viborg til Randers er domineret af fortidens Middelsom Herred. Det ca. 40 km lange herred, der som en stor midtjysk ø er omgivet af Gudenå, Nørreå og Tange Å går næsten fra Viborg til Randers.
Niels Leth, Stevnstrups lokalhistoriker har fortalt, at hans landsbylærer hr. Laugesen kaldte deres hjemstavn for Landet mellem Floderne. Det var både smart og klogt af Stevnstrups tidligere enelærerog lokalhistoriker. Dels var navnet på sin vis helt korrekt og dels erindrede navnet skolebørnene om etland, som de kendte fra Bibelhistorien. Nemlig om jødernes Babyloniske Landflygtighed i oldtidens Babylon mellem floderne Eufrat og Tigris i nutidens Irak.
Johannes Steenstrup vores tidligste forsker om fortidens administrative inddeling af Danmark kalder
Middelsom Herred for Mæthælsholm Herred. På nutidsdansk Middelholm Herred, og altså det herred,der består af en holm eller ø omgivet af vand. Og så er afdøde enelærer Laugesens navn - Landetmellem Floderne - om vort herred en retvisende beskrivelse.
Landet mellem Floderne, lig med Middelholm Herred, er både naturmæssigt og kulturelt en ret oversetdel af Midt- og Østjylland. Det skyldes nok især, at området, med sin beliggenhed i udkanten af begge de tidligere Viborg og Randers amter, kun har haft perifer opmærksomhed fra historikere i både Viborgog Randers og dermed fra historikere i al almindelighed. Området fra Viborg til Randers mellem ogomkring Gudenå og Nørreå rummer imidlertid så mange særegne kendetegn om både naturen og historien, der adskiller området fra både Gudenålandets øvre løb med Søhøjlandet og Silkeborg og fraGudenålandets nedre løb med deltaet ved Randers og Randers Fjord.
Skitse over ”Landet mellem Floderne”


Istiden og det midtjyske fjordlandskab
Vel har det midtjyske Landet mellem Floderne ikke lagt jord til oldtidens Babylon med det
sagnomspundne Babelstårn og med de Hængende Haver. Men vort midtjyske område er dog kendt afarkæologer i hele verden for den særlige Mammenstil, mest kendt fra den pragtstenøkse fra den sene Vikingetid, der blev fundet netop ved Mammen. Men området rummer meget mere, som: De mange runesten, de mange voldsteder og herreborge, landsbyerne og deres landsbykirker, samt sidste men
ikke mindst de 5 stations- og industribyer, som danner fundament for livet i nutidens pendlerbyer.
Områdets mest centrale kendetegn er dog de to store smeltevandsdale, der som markante vidnesbyrd fra en trods alt ikke så fjern istid har begunstiget landskabet med helt enestående naturperler som
Dollerup, Ø og Læsten Bakker.
Når man behandler og formidler udvikling i natur, kultur og samfund både i Gudenålandet og i al
almindelighed, kan man anlægge to forskellige synsvinkler. Man kan lidt populært sagt se på vort område ud fra et historisk kulturperspektiv. Det medfører et langt perspektiv med afsæt i landets skabelse efter i Istiden for 12 – 15000 år siden. Billedligt talt, ”ser” man så på landet som om man stod på Isranden over Randers og Østjylland, og så ind mod Midtjylland.
Men man kan også, igen populært udtrykt, se på vort område ud fra et biologisk naturperspektiv. Denne ret modsatte synsvinkel kan medfører en noget kortere tidshorisont, hvor man i for høj grad kan komme til alene at fokusere på selve Gudenåen og dens aktuelle løb. Ud fra den synsvinkel ”ser” man på landet fra kilderne i Tinnet Krat med fokus på selve åløbet og dets vej mod udløbet i Randers Fjord.
Her ser jeg på Gudenålandet ud fra et historisk kulturperspektiv, og mere konkret betyder det, at jeg tager udgangspunkt i:


● At området er skabt først af istidens indlandsis og senere igen af de enorme mængder
smeltevand fra indlandsisens afsmeltning.
● At vore to store dale altså ikke er skabt af Gudenå og Nørreå fra vest mod øst, som man
umiddelbart vil tro, men derimod af smeltevandet fra øst mod vest og nord.
● At vandstanden i Norden efter istiden var 15 – 20 meter højere end i dag. Hvilket tydeligt ses i
de to smeltevandsdale.
● At vandstanden så sent som i Jernalderen og i Vikingetiden formodentligt stadig var 3 til 5 meter
højere end nu.
● At klimaet i Norden siden Istiden ofte har varieret en del, herunder med klimaperioder som i
nutidens Sydeuropa og med andre perioder, hvor klimaet derimod var betydeligt koldere end
nu.
● At vandet i vore have, fjorde og åer til tider har virket samlende, som nyttige transportveje.
Medens havet, fjorde og åer, og især vore brede smeltevandsdale, til andre tider har virket
adskillende, som en slags grænsebomme til beskyttelse mod fjender, og ofte også som
kulturbarrierer mellem nærliggende landsbysamfund.
Istidens indlandsis gik i øst- vestlig retning fra Skandinavien til Jyllands midte på den anden side af. Viborg. Fra nord gik isen 15 - 25 km syd for Limfjorden langs linjen fra Viborg til Lemvig. Nord og øst for disse to linjer var Skandinavien, Vesterhavet og Skotland dækket af indlandsis helt som i Grønland.
Med et varmere klima i Norden for 12 til 15.000 år siden smeltede isen, ganske langsomt, og derved blev vort midtjyske landskab skabt.
Først skabtes Nørreådalen, som en såkaldt tunneldal ved afsmeltning under isen fra Grund Fjord til  Dollerup Bakker. Afsmeltningen under isen skabte så stort et vandtryk, at smeltevandet skubbede store landmasser foran sig. Derved skabtes Dollerup, Ø og Læsten Bakker, som Nørreådalens helt specielle landskabsformer. Senere smeltede indlandsisen fra selve isranden. Herved skabtes de såkaldte smeltevandsfloder, hvori vandtrykket var lavere end i floderne under isen i en tunneldal.
Gudenådalen er en smeltevandsdal, skabt af store mængder smeltevand og uden Nørreådalens
særlige landskabstyper. Med israndens afsmeltning blev Nørreådalen dog også til en smeltevandsdal og fik derved en del af smeltevandsdalens mere bløde former.
Fra indlandsisen over Randers og Østjylland løb smeltevandet først gennem Gudenå- og Nørreådalen og fortsatte derfra videre ud i Limfjorden og Vesterhavet gennem blandt andet Fiskbæk Ådal og Skals Ådalen og Hjarbæk Fjord.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at landskabets naturmæssige skillelinjer med de brede
smeltevandsdale i vort område i århundreder helt op til kommunalreformen i 1970 også har dannet de
politisk-administrative grænser mellem sysler, herreder, len og amter.
Fiskbæk Ådal blev Midtjyllands vestgrænse. Hertil gik det Ommersyssel, der mod syd, vest og nord var afgrænset af vandet i Gudenå, Randers Fjord, Kattegat, Mariager Fjord og Skals Å. Senere blev Fiskbæk Å så vestgrænsen først for Hald Len og senere igen for det Viborg Amt, der helt til 1970 gik til Svejstrup Bæk 3 – 4 km fra Randers centrum. Den følgende skitse viser i hvor høj grad vore smeltevandsdale, fjorde og åer har skabt de politisk-administrativ grænser i Midtjylland


Midtjylland ændrer udsende i takt med den faldende vandstand
Da indlandsisen over Nordeuropa smeltede blev vandstanden 15 – 25 meter højere end nu. Det betød, at det danske og skandinaviske landskab var helt anderledes end i dag. Alle vore lave landområder - samt mange områder, som vi i dag ikke betragter som lavland – stod under vand. Og det betød, at
Midtjylland tidligere så helt anderledes ud end det landskab, som vi kender.
Jylland var dengang ikke en sammenhængende halvø, men en mængde øer omgivet af store fjorde,
hvoraf nogle endog var en del af et hav, som gennemskar Midtjylland fra øst til vest. Det er, som eksempel, forklaringen på, at flere af mine naboer i Stevnstrup i deres haver stadig kan finde østersskaller, som jo stammer fra et saltvandsdyr, selv om de bor på bakkeskråninger 15 til 20 meter
over nutidens vandstand. Siden Istiden er vandstanden i Norden bare faldet og faldet til den i forhold til dengang meget lave vandstand, som vi kender i dag. Undervejs i denne proces har landskabet i og omkring Midtjylland derfor også set meget forskelligt ud. Det eneste fællestræk for de mange tidsperioder er, at der har været mere vand og mindre land end det landskab, som vi kender. Det landskab har i de varme tidsperioder været meget tiltrækkende for mennesker at leve i. I indlandshavet var der rigeligt med østers og fisk, og man har forholdsvis sikkert kunnet padle rundt i det beskyttede indlandshav. Samtidig var jordbunden forholdsvis let at dyrke, da mange områder har en let sandmuld,
der er aflejret af istidens randmoræner. Alt det vidner den store mængde af oldtidsfund fra Midtjylland om. Langs ådalene er der mængder af fund fra Stenalderens bopladser. På bakkedragene står gravhøjene efter Bronzealderens storbønder ”skulder ved skulder” og de korte afstande mellem vore mange landsbykirker vidner om, at landet også var tæt befolket med mængder af landsbyer i den Jernalder og Vikingetid, der lå umiddelbart op til kristendommens indførelse i Danmark. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Midtjylland i store dele af vores forhistorie, har ligget midt i en særlig tætbefolket del af Danmark, gående fra Djursland og Ommersyssel i øst over Salling, Mors og de sydlige Limfjordsegne mellem Skive, Struer, Lemvig til Sydthy i vest. Eller med andre ord netop det landskab med øer, fjorde og havarme, som Istiden skabte tværs gennem Jylland.
Vikingetidens Gudenåland midt på vandvejen mellem Øster- og Vesterled
Middelsom Herred eller Landet mellem Floderne med området mellem og omkring Nørreå og Gudenå vrimler med tegn på tæt bebyggelse i hele perioden fra Stenalderen og frem til slutningen af Jernalderen og begyndelsen af Vikingetiden.
Det kan, som nævnt, forklares ved, at det var et landskab med let adgang til vand og fiskeri og derfor gav gode livsbetingelse. Mange fund tyder desuden på, at området gennem lange perioder har været beboet af høvdinge eller storbønder med forbindelser til antikkens kulturcentre omkring Sortehavet og Middelhavet.
I gravhøjen Mandbjerghøj ved Øster Velling fra omkring 1500 f. kr. fandt man således både et
bronzesværd og et guldbelagt bæltespænde. Begge kostbarheder, der tyder på rigdom og forbindelser til fjerne steder. Helleristningerne på sten ved højen vidner også om økonomisk overskud og kulturelle forbindelser.
Det næsten ny smykkefund fra Spentrup fra omkring 5 – 600 ef. kr. viser det samme. Guldet på den smukke fibula med vedhæng menes importeret fra Rom, og den lokale smykkekunstner må også have fået inspiration og færdigheder sydfra.
Pragtøksen fra Mammen, der har givet navnet til den særlige Mammenstil, fra sen Vikingetid omkring år 970, er tidligere nævnt. Og dens indlagte sølvornamentik i den hårde granit har både forudsat dygtigt håndværk, stor rigdom samt en kunstnerisk inspiration, som formodentligt også er kommet via handelsruterne fra sydens storbyer. Endelig tyder områdets mange runesten fra sen Jernalder ogVikingetid også på et område tæt på eller måske direkte i centrum af datidens nordeuropæiskehandelsruter mellem vikingetidens Øster- og Vesterled via Østersøen og Vesterhavet.

Den følgende skitse skal vise, at en sådan antagelse ikke er usandsynlig.
Skitse over Jernalder-Vikingetidens midtjyske fjordlandskab
Skitsens forudsætninger er, at vandstanden omkring år 500 til 1000 ef. kr. har været 3 til 5 meter højere end i dag. Vikingetidens Midtjylland var derfor totalt forskelligt fra vort Midtjylland.
Først og fremmest har der været fri sejlads gennem Midtjylland fra øst til vest via Randers Fjord, Gudenå, Nørreå, Skals Å, Hjarbæk Fjord, Limfjorden og Vesterhavet. Og selv med en lidt lavere vandstand uden fri sejlads til Skals Å i engene bag Fussingø ved vi, at Vikingeskibets brede og robuste konstruktion gjorde den velegnet til korte slæbetransporter over land. Vi ved f. eks., at Vikingerne ikke havde problemer med at passere vandskel mellem de russiske floder på vejen til Sortehavet. Den tætte befolkning, de kostbare fund og placeringen ved en central trafikkorridor gør antageligt Gudenålandet til et af jernalderens og vikingetidens centrale bosætningsområder. Livsbetingelserne i datidens midtjyske fjordlandskab minder nemlig på en lang række områder om livsbetingelserne i andre langt mere kendte vikingecentre som Lejre ved Roskilde Fjord, Birka ved Mælaren i Midtsverige, Sognefjord i Vestnorge samt Vestfold og Østfold i bunden af Oslofjorden. En handelsrute gennem Midtjylland, som den skitserede, giver i øvrigt placeringen af Vikingeborgen Fyrkat en bedre mening, da borgen via den nu
kendte kanal til Onsild Å, og over et kort vandskel, havde forbindelse til Skals Å og Gudenålandet samt naturligvis dermed en meget direkte og hurtig forbindelse til Vesterhavet og England.
Middelalderens voldsteder, herreborge og Chr. III's kanal
Fra år 900 til 1000 og op gennem den tidlige Middelalder faldt vandstanden i Norden yderligere til 1 til 1½ meter over nutidens niveau. Det ændrede det midtjyske fjordlandskab til det landskab, vi genkender, med de brede ådale med åerne og de store næsten ikke passerbare vådenge. Det ændrede livsbetingelserne i Midtjylland fra en beliggenhed i centrum til en meget perifer beliggenhed .
Først og fremmest blev det fra nu af umuligt at sejle gennem Midtjylland. Området mistede derved betydning, da det ikke længere lå på alfarvej. Derimod voksede Viborgs betydning, da byen blev et centralt sted på Hærvejen fra nord til syd i Jylland. Den lavere vandstand skabte også forudsætningen for Randers, da det relativt smalle ådelta ved Strømmen blev det eneste sted mellem Viborg og Kattegat, hvor man, ganske vist med besvær, kunne passere de brede og sumpede midtjyske ådale.
Gudenå og Nørreå blev naturligvis stadig brugt til lokal transport af folk og fæ. Viborg og Randers voksede, som nævnt, i betydning, hvorimod Midtjylland med Gudenålandet, der tidligere havde huset stormænd, ”bare” blev hjemstavn for bønder og mindre herremænd. Og landspolitisk set flyttede magten efter slaget på Grathe Hede i 1157 fra Jylland til Sjælland, hvor den derefter i en årrække blev forankret omkring Hvideslægten fra Lejre.
På trods af, at Midtjylland mistede betydning har man dog stadig haft behov for at bygge
forsvarsværker langs åerne til beskyttelse mod overfald under middelalderens mange bondeoprør og krige. De forbipasserende hærstyrker har sandsynligvis fulgt åløbene enten ved sejlads på åerne eller på land langs åernes brinker. Området er kendt for et utal af de såkaldte Voldssteder fra 12 – 1300 tallet langs de to åer. Og en del af disse voldsteder blev op gennem 1500 tallet afløst af de imponerende såkaldte Røde Herreborge, som vi stadig kender. Voldstederne er i dag mere eller mindre synlige jordvolde, som tidligere var fundament for en borg, der altså på grund af sin beliggenhed på åbrinken var beskyttet af vand og vådenge. I det midtjyske landskab kender vi langs Gudenå voldsteder og herreborge som Kjællinghøl nær Bjerringbro, Ulstrup Slot ved Ulstrup og ved Stevnstrup lå Tordrup Voldsted og det senere Frisenvold. Frisenvold blev i øvrigt i lighed med andre af egnens stenhuse revet ned, da stenene skulle bruges som byggematerialer til Dronningborg Slot og befæstningen af Randers
efter Grevens Fejde. Langs Nørreå finder vi ved udspringet nær Viborg resterne af det første Hald i Hald Sø og længere nede af åen Skjern Voldsted. Tæt ved Fussingø, der også var tilknyttet Gudenå- Nørreå-Skals Å-dalene, finder vi i Fussing Sø Slotsbanken og Gammelhave, hvor fortidens Fussing Slot lå. Længere nede af Skals Å finder man voldstedet ved Klejtrup Sø, som også havde forbindelse til Mariager Fjord, og tidligere sandsynligvis til vikingeborgen Fyrkat.
Ved Fladbro lige inden Nørreå løber sammen med Gudenå finder man Chr. III's kanal, der nok er
områdets mest imponerende anlægsarbejde til sikring mod krig og bondeoprør. Kanalen blev anlagt i 1550'erne efter Grevens Fejde til sikring af Dronningborg Slot og Randers. Kanalen var ca. 6 - 8 m. bred, ca. 4 m dyb og gik altså de ca. 5 - 7 km fra Fladbro til en nyanlagt voldgrav og bymur omkring Randers. Kanalen skulle føre Nørreåens vand, der var 1 til 1½ meter over Gudenås vandspejl, til voldgraven omkring Randers. Anlægsarbejdet har været imponerende. Hele området fra Fladbro til Randers må have været en kæmpestor arbejdsplads med hestevogne, heste, bønder og karle i tusindvis, der af kongemagten var tvangsudskrevet fra et område næsten fra Aarhus til Hobro og fra Kattegat til Viborg. Først har man gravet kanalen de 5 – 7 km ind til voldgraven omkring Randers bymur. Derefter har man bygget en dæmning af jord over Nørreå. Til slut har man så ændret Nørreås forløb fra at løbe sammen med Gudenå ved Fladbro til at løbe gennem Hornbæk Enge parallelt med
Gudenå og videre rundt om Randers bymur med Dronningborg Slot for at løbe ud i Gudenå ved
Randers by. Som følge af dæmningen ved Fladbro steg vandstanden i Nørreå 3 til 5 meter og derved skabtes en stor engsø fra Fladbro til Skjern.


Pramfarten, jernbanerne, brobyerne og det midtjyske industrieventyr
Vandstanden i vore vandløb fortsatte med at falde. Det medførte at Middelsom Herred op gennem 17 – 1800 tallet for første gang i Historien blev landfast med Jylland. Med den faldende vandstand blev det muligt at anlægge broer, og med broerne fik vi ny bydannelser relativt langt fra de oprindelige landsbyer i øens indre.
Vi fik broer ved Rødkærsbro, Bjerringbro, Ulstrup, Åbro, Langå, Fladbro, Skjern, Ålum og Vejrumbro.
Mange af disse broer lagde grundlaget for de ny brobyer. Fra 1860'erne kom Jernbanen, og med
Jernbanen blev området tillokkende for en ny tids industri.
Broer, jernbaner og industri - Det er de tre centrale elementer i den omstilling, der på godt hundrede år ændrede Midtjylland fra det landbrugssamfund, det havde været igennem ca. 5000 år fra Bondestenalderen til 1950'erne. Derefter gennem 10 – 15 år ændredes området afgørende først og fremmest til et industrisamfund og siden til nutidens postindustrielle samfund.
Broerne over de to åer i bunden af de store smeltevandsdale kom, som nævnt, først, da den faldende vandstand gjorde brobygning mulig. Det var også smeltevandsdalene, der var grundbetingelsen for jernbanernes linjeføring. Istidens smeltevand havde nemlig så at sige nivelleret jordbunden. Det gjorde anlæg af jernbaner billigt. Derfor ligger de øst- og midtjyske jernbaner hovedsageligt i vore ådale. Og derfor blev Rødkærsbro, Bjerringbro, Ulstrup, Langå og Stevnstrup, og ikke fortidens landsbyer, områdets industri- og vækstbyer.
Op gennem Middelalderen lå Middelsom Herred, som en isoleret ø langt fra alfavej midt mellem de to brede og fugtige ådale. Landsbyerne var små og lå, som nævnt, fortrinsvis på højderyggen midt på øen. Mange fæstegårde hørte til godser uden for øen. Og forbindelsen til fastlandet gik via vadesteder og færgemænd. St. St. Blicher giver i øvrigt en fin beskrivelse af, hvor isoleret området og dets befolkning var dengang han midt i 1800 tallet, som præst i henholdsvis Spentrup og Thorning, vandrede området tyndt på sine ofte ugelange jagtture.
Man fiskede laks. Man anlagde laksegårde. Der etableres pramfart fra indlandshavnen i Randers til papir- og klædefabrikkerne i Silkeborg og Bruunshåb. Men bortset fra lidt ekstra omsætning ved kroerne langs de to åer fik disse forsøg på tidlig dansk industrialisering ingen betydning for øen. Det var først med Jernbanen og især med efterkrigstidens industrier, at byerne langs Gudenå blev dynamoer bag områdets ny vækstperiode.
Især fra slutningen af 1950'erne blev stationsbyerne til industribyerne Rødkærsbro, Bjerringbro,
Ulstrup, Langå og Stevnstrup, og her blev det industrieventyr skabt, der på 15 til 20 år ændrede
områdets økonomiske fundament totalt.
Alle kender pumpefabrikken Grundfos i Bjerringbro og den virksomhed er stadig af stor betydning for
Midtjylland og Danmark. I dag har man imidlertid ofte glemt, at alle Gudenåbyerne havde deres egne relativt store og meget ansete industrivirksomheder.
Rødkærsbro havde mest landbrugsmaskinindustri. Bjerringbro fik, som nævnt, Grundfos, hvis
betydning for hele egnens uddannelsesniveau og levestandard næppe kan overvurderes. Men med Grundfos fulgte desuden en del underleverandører og lidt møbelindustri. Ulstrup havde virksomheden Ferm vaskemaskinfabrik og Ulstrup Køkkenet. Langå havde Nissens Trævarefabrik, der producerede køkkenudstyr i Danish Design. Byen havde også en haglfabrik, der lavede blyhagl til jagtpatroner. Og for DSB var byen en stor arbejdsplads med både et stort centralvæksted og en stor planteskole.
I Stevnstrup, den femte af stationsbyerne, anlagde først Jysk Telefon og senere Collstorp produktion afjernbanesveller og telefonpæle. Tjørnbo Møbler producerede fyrretræsmøbler og på fabrikken Colon, der er kendt under mange navne, producerede man papemballage.
Fire af de nævnte byer blev til reelle centerbyer, der udover jernbanestation og industri havde posthus, realskole, folkeskole, tekniske skole, handelsskole, hotel, købmandsgård, købmænd, bagere, slagtere, manufakturforretninger osv, osv. Efter kommunalreformen i 1970 fik de fire byer tillige rådhus, sportshal
og en enkelt fik eget gymnasium. De oprindelige udflytterflækker langt fra de tidligere centrale
landsbyer var dermed på ca. 100 år blevet egnens port til fremtiden.
Fabrikkerne gav nyt arbejde ikke alene til de tusinder, der var blevet tilovers ved landbrugets
mekanisering, men også til de tusindvis af kvinder, der netop i de år, som noget nyt, kom ud på
arbejdsmarkedet.
De ny industriarbejdere var, om nogen, sande mønsterbrydere. De arbejdede på fabrikkerne i
Gudenådalens industribyer og de flyttede fra landet til 1960'ernes og 1970'ernes ny parcelhuskvarterer. De var flittige, fabrikkerne klarede sig godt og byerne udvikledes. Det gav også gode opvækstbetingelser, og det er i betydelig grad børn og børnebørn fra disse førstegenerations industriarbejdere, der i dag er med til at få samfundet til at fungere.
Eksempel på lokal kulturturhistorie på tværs af tidsperioder
Den ”store historie” om Midtjylland og Landet mellem Floderne er som nævnt tegnet af det landskab, som Istiden efterlod os. Det har skabt de store smeltevandsdale, som er den landskabstype, der er helt unik for vort område.
Inden for den ramme som landskabet har skabt for menneskers liv og virke kan man vægte forskellige tidsperioder, som de mest betydningsfulde.
Jeg har valgt Jernalder-Vikingetid omkring år 600 til år 1000, Middelalder omkring år 1200 til 1600 og Nyere Tid omkring år 1800 til år 1960 som de perioder, der gør området til noget særligt. Og dermed også til tidsperioder, der kan bruges til en ”god historie” af almen interesse om vores del af Midtjylland.
Inden for denne generelle ramme har vi så de enkelte sognes, byers og landsbyers lokalhistorie.
Lokalhistorien, hvor personer og tilfældigheder giver den store historie krop og sjæl, er næsten altid præget af en syndflod af enkeltbegivenheder, der går på kryds og tværs af den store historie.
Jeg bor, som nævnt, i Stevnstrup oprindeligt en lille bakkeø i den østligste del af Middelsom Herred. Mit lokalområde, afgrænset af Gudenå, Nørreå og Elbæk med landsbyerne Grensten, Helstrup og altså Stevnstrup, har naturligvis også sine mange spændende enkelthistorier.
Disse enkelthistorier kunne for eksempel fortælles gennem lokal skiltning blandt andet langs med Gudenåstien, der passeres både af mange lokale motionister og af mange turister.

Langs Gudenåstien i Stevnstrupområdet kunne man, for eksempel foreslå skilte:
● Ved cykelbroen over Gudenå i Langå om landskabets tilblivelse og tilknytning til Midtjylland
som Meddelsom Herred, Ommersyssel og senere Viborg amt.
● Ved Elbæk med beskrivelse om, hvordan fortidens langt højere vandstand har påvirket
landskabet og områdets bebyggelse.
● Ved Grensten med beskrivelse af Grensten landsby som en af Randersområdets tidligste
bebyggelser midt i efteristidens Midtjyske fjordlandskab, om hoverikørsel til Bistrup Hovedgård
over et vadested i Gudenå, om Tordrup Voldsted/ Tordrup Slot og hovedgård, om det senere
Frisenvold og om den endnu senere Frisenvold Laksegård.
● Ved Stationsvej med skilte, der fortæller om Landsbyen Stevnstrup's forankring i Jernalder-
Vikingetid. Og med skilte der fortæller om Stations- og Industribyen Stevnstrups forankring i
Den Østjyske Længdebane og de senere industrivirksomheder.
● Ved jernbaneviadukten i Stevnstrup om kaptajn Poul Sommer, leder af besættelsestidens
berygtede Sommerkorps, hans ophold og senere pågribelse på gården Bakkely i Stevnstrup.
● Ved cykelbroen over Nørreå om Randers Dyrehave, om Meddelsom Herred, om Chr.III's
kanal, om anlægget af den Jyske Længdebane, om pramfarten ad Nørreå til Bruunshåb gl.
klædefabrik, den senere papfabrik og om forhistoriens midtjyske vandvej fra Kattegat via
Randers Fjord/Gudenå, Nørreå, Skjern å, Hjarbæk fjord og Limfjorden til Vesterhavet.
Henvisning til eksempler på litteratur om området
• Om voldsteder: Det tidligere Viborg Amt har lavet en registrering af voldsteder, herreborge/
-gårde, fra tidlig Middelalder. Se: ”Voldsteder, Viborg Amt” hent under ”Viborg.dk”
• Om landsbyer i Randers kommune: Randers kommune og Østjyllands museum har
beskrevet storkommunens ca. 80 landsbyer. Se: ”Landsbyregistrering 2011” hent under
”randers.dk”.
• Om Natur og kultur i Randers kommune: Randers Amtsavis har i 2014 og -15 periodevis haft
natur- og kulturbeskrivelser fra udvalgte lokaliteter, som for eksempel ”Læsten Bakker” af Kim
Brandt Thomsen. Se: www.natur.randers.dk.
• Om landets administrative inddeling i fortiden. Johannes Steenstrup ”Danmarks Riges
Historie 1896 – 1907, bd. 1.
• Om lokalhistorie: Områdets lokalhistoriske arkiver og årbøger, for eksempel i Langå. Lokale
udviklingsplaner, for eksempel: ”Stevnstrup – Byen mellem floderne”. Initiativrådet Stevnstrup,
sommeren 2014. Samt lokale oplevelsesudgivelser, som: ”50 udflugter i Viborg og Omegn”. Af
H. Balung Jensen, Turistforeningen for Viborg og omegn, 1946. Med forslag til cykelture rundt i
Viborg Amt under Besættelsen.
• Om litteratur med lokalhistorisk interesse: F. eks. Steen Steensen Blicher
”Hosekræmmeren” fra 1829 og ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” fra 1824.
Ideer til brede kulturprojekter
Megen udvikling og kulturformidling bør givet vis forankres lokalt i frivillige interessegrupper. Men der er
opgaver, som ikke kan løses lokalt og alene af frivilige.
I Midtjylland er der, som vist, adskillige kulturepoker, som, hvis de skal gøres synlige for én større offentlighed, sandsynligvis kun kan løses gennem tværkommunalt samarbejde og med professionel indsats fra museer, arkiver og naturcentrer.
Umiddelbart mener jeg, at vort midtjyske område har tre kulturepoker, som i særlig grad fortæller netop vores egns historie, nemlig Istidslandskabet, Vikingetiden og fra nyere tid Industrialiseringen op gennem 1950'erne til 1970'erne.
Neden for følger stikord til sådanne fællesprojekter.


1.Det istidsskabte midtjyske landskab.
Med fokus på landskabsformer i Gudenå- og Nørreådalene samt på Dollerup, Ø og Læsten Bakker.
Samarbejdskommuner: Aktører fra Randers, Viborg, Favrskov og Silkeborg.


2.Vikingetidens Midtjylland.
Med fokus på Istidens vandveje, bebyggelser og fund fra Kattegat til Viborg og fra Gudenå til Mariager Fjord.
Samarbejdskommuner: Aktører fra Randers, Viborg, Favrskov og Mariager Fjord.


3.Industrialiseringens Midtjylland.
Med fokus på efterkrigstidens succesfulde omstilling fra et landbrugs- til et industrisamfund. Herunder på udviklingen i og omkring Rødkærsbro, Bjerringbro, Ulstrup, Langå og Stevnstrup.
Samarbejdskommuner: Aktører fra Randers, Viborg og Favrskov.
Februar, 2015.
Stegsted Kulturformidling
v/Lars Stegsted Rasmussen, Stevnstrup
Historiker og sociolog, cand. mag.
86467605 – lars.stegsted.rasmussen@live.dk